Everybody hates Farah Sunilda.

Hatred against others that you don’t know is like doing a review on a movie that you have never seen before.


Da jeg var 12-13 år, følte jeg mig fortabt. Jeg var bare en lille pige der ikke helt kunne finde ud af hvor jeg passede ind henne. Første gang jeg cuttede gik jeg i 6. og det foregik on/off i omkring 2 år. Første gang jeg prøvede at sulte mig selv var også i 6. Det foregik on/off i 3 år. Jeg følte mig som et misfit, både i skolen og der hjemme. Det var der jeg begyndte at gå med sort eyeliner, farve mit hår og det var der jeg skabte "Eymy Canibal". Eymy Canibal var så glad og social som den rigtige Eymy var usikker og akavet. Ikke lang tid efter jeg først havde givet Eymy Canibal hendes "debut" på internettet, blev jeg kontaktet af en pige der kaldte sig Lolla Addicted. Hun lavede videoer om "Scene Queens". Jeg tænkte ikke over om der var nogen konsekver, jeg så kun fordelene ved det. Fedt, jeg har fundet et sted jeg kan høre til. Nu vil folk elske mig. Efter den første video blev lavet og jeg fik min myspace osv. Tog tingene bare overhånd. Alle der ansøgte mig på myspace blev godkendt med det samme. For mig var de ikke længere personer, de var bare tal, de var for mig et bevis for at jeg havde en plads. Jeg blev glad når jeg loggede ind og så nye friend invites, og helt ekstatisk når der var kommet nye billede kommentare om hvor sexet/smuk/hot jeg var. Derfra begyndte min selvtillid og mit selvværd udelukkende at afhænge af hvor mange der synes jeg var sexet, og hvor mange der havde fantasier om mig. At kalde mig en lolita ville ikke være helt galt. Jeg begyndte at flirte med mange fyre, specialt ældre fyre, for det var hvad jeg fik det godt af. Jeg begyndte at overspille og udstille mig selv som noget seksuelt. Jeg var meget åben omkring sex, jeg opfattede ikke sex som noget specialt. Det var bare noget man gjorde hvis man følte for det, og den opfattelse havde jeg i lang tid. Mens min popularitet voksede online, var jeg stadig bare den samme akavet og usikre pige i virkeligheden. I 7. begyndte jeg for alvor at mærke konsekvenserne af et offentligt liv. Jeg blev svinet til online, og hvis jeg blokerede mine mobbere, så lavede de bare nye brugere hvor de kunne svine mig til. Der var folk der sagde at de ville tæske mig hvis de fik chancen. Tingene havde bare virkelig taget overhånd. Jeg havde et rygte for at jeg var arrogant, billig, bandslut, snobbet, player, stjæle andre pigers kærester, være mine egne kærester utro, at have spiseforstyrrelser osv. osv. I 8. tog jeg til en koncert, på et tidspunkt stod jeg i nærheden af 2 piger, som jeg ikke kendte, og jeg kunne overhørte deres samtale, den ene pige sagde: Er det ikke Eymy Canibal? Den anden svarede: Jo! Jeg hader den so! Efter det skyndte jeg mig væk. Jeg kunne ikke tro hvad jeg havde hørt. Folk jeg ikke engang kendte sagde at de hadet mig. På trods af at have hørt det 100 gange over nettet, kom det virkelig som et chok for mig. Jeg begyndte at få opkald fra hemmelige numre. Folk der bare råbte Eymy Canibal jeg elsker dig!!! De mere skræmmende der stønnede mit navn. Og de mest skræmmende der snakkede om at de havde set mig, og at de så mig når jeg gik rundt derhjemme. Da "stalker" opkaldene stod på, var jeg skræmt for at gå forbi vinduerne i mit hjem. Jeg kunne ikke lide at gå ud alene, og jeg følte mig konstant overvåget. Efter en måneds tid med de opkald stoppede de, jeg gætter på personerne blev træt af at være tabere og besluttede sig for at få et liv. Jeg droppede Eymy Canibal, og skabte i stedet Eymy Nguyen . For mig var det, og er det stadig, vigtigt at have noget der adskiller den rigtige mig, fra den offentlige mig. Det får jeg ved at skabe de her "alter ego'er", de er mig, men så på en måde ikke. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at få en formspring. Jeg tænkte det ville lægge en dæmper på hatet, og give folk en chance for at lære mig at kende. Det viste sig at have den modsatte virkning. Der kom flere rygter, flere beskyldninger og alle var jo ligeglade med hvem jeg var. Det eneste de tog sig af var hvad de nu kunne finde på af ondskabsfulde ting at sige om mig. . Et af de største emne var mit "forhold" til en forsanger fra et dansk band. Folk blev besatte af at finde på rygter om mig og ham, og generelt bare rygter om mig og en masse drenge. Hvem end jeg skrev med, snakkede med, elle var blevet set sammen med, blev jeg udspurgt om på formspring. Tror man på formspring har jeg kneppet det halve af Danmark. Da jeg fandt sammen med Joachim skulle jeg også høre på konstant kritik af vores forhold, mest om hvordan det ikke ville holde. Men hey vi har 8 måneders dag i morgen, who's laughing now? Mit nummer blev sendt rundt på formspring, såvel som mit "nøgen" billede. Imens alt det her foregår, og folk elsker at skabe drama om mig, er der ingen der er interesseret i min side af historien. Jeg føler mig tit som en sommerfugl i en krukke, i vil gerne se på mig, og i vil mere end gerne snakke om mig! Men der er ingen der forsøger at skabe et forhold med mig. Der er ingen der prøver at lære mig at kende. Og det er grunden til at på trods af tusindevis af venner på myspace osv. Har jeg været ensom. Det bedste jeg nogensinde har lært det er at adskille Eymy Nguyen, og Farah Sunilda. Men jeg har skabt et fænomen, de fleste ved hvem Farah Sunilda er, og ja alle hader Farah Sunilda. Men det er fint nok, for jeg kan altid bare slukke min computer og være den jeg virkelig er. Men jer der skaber rygter, og siger ondskabsfulde ting om mig. Foran computerskærmen eller ej, i vil altid bare være ondskabsfulde, ynkelige løgnere.